Aftenens vært er Stefan Wibling, en fremadstormende og ekstremt talentfuld komiker, der rejser landet tyndt for at optræde. Og når vi siger talentfuld, er det ikke bare noget, vi finder på – han var nomineret til Årets Talent 2023, han har vundet stand-up konkurrencen Comedy League, og i oktober 2025 satte han trumf på med sit andet onemanshow “Filosof På Hobbyplan”. Kort sagt: han bliver ikke meget skarpere end det.
Med sig har han Rasmus Krøyer, der debuterede i 2020 og siden da er blevet et fast navn på landets open mics. Rasmus leverer skarp timing, indlevelse og historier, der tager udgangspunkt i personlige anekdoter og ender i skønt absurd, overtænkt komik, som publikum straks kan spejle sig i.
Derudover kan I glæde jer til Clara Schøn, der med sin helt særlige blanding af musik, humor og hverdagens små kriser skaber en atmosfære, der både får jer til at grine, lytte og måske endda reflektere lidt. Hendes nærvær rækker langt ud over scenekanten.
Aftenens headliner er Phillip Devantier – en komiker med over 10 års erfaring og et CV, der taler for sig selv. I 2018 blev han kåret som Danmarksmester i stand-up, og siden har han leveret grin på alt fra Comedy Aid til Tinderbox, Bakken og comedyklubber over hele landet.